Min første vintertur med min søn gik helt galt

Jeg havde planlagt i ugevis. Min søn på otte skulle med på sin første rigtige vintertur, og jeg ville vise ham alt det, jeg selv elskede som dreng. Vi pakkede en stor rygsæk med varm kakao, ekstra strømper og en gammel sovepose, som jeg havde haft siden teenageårene. Det første problem opstod, da vi skulle finde et sted at sove. Sneen lå tyk, og temperaturen var faldet til minus ti grader. Jeg havde glemt at tjekke, om soveposen overhovedet duede til den slags kulde. Min søn begyndte at ryste efter en time. Jeg følte mig som en idiot. Vi måtte bryde lejren og gå tilbage til bilen midt om natten. Det var en hård morgen, og jeg lovede mig selv, at næste gang ville jeg gøre det ordentligt. Siden da har jeg brugt outdoor365dk.com til at finde udstyr, der faktisk virker. Det hjalp mig med at vælge en sovepose, der er testet til vinterbrug, og en let presenning, som vi kunne sætte op under et træ.

Hvad lærte jeg af at fryse med min søn

Det værste var ikke kulden. Det var følelsen af at have svigtet ham. Han havde glædet sig så meget, og så endte vi med at sidde i en kold bil og drikke lunken kakao fra en termokande, der ikke holdt varmen. Bagefter snakkede vi om turen, og han sagde: „Far, næste gang skal vi bare have en bedre taske.“ Det fik mig til at tænke. Jeg havde altid troet, at det handlede om viden og erfaring. Men i virkeligheden er det udstyret, der gør forskellen, når man står i en pressesituation. Jeg er ikke en, der normalt går op i gear. Men efter den tur begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan mine naboer og venner i spejderforeningen brugte bestemt tøj og bestemte poser. De sov varmt, mens jeg frøs. De kunne lave mad i regnvejr, mens jeg stod og bandede over en våd lighter.

En måned senere tog vi af sted igen. Denne gang havde jeg en sovepose, der var mærket til minus femten grader, og en lille gasblus, der tændte første gang. Vi satte teltet op på en mark, hvor vinden blæste, og jeg sov som en sten. Min søn vågnede og sagde: „Det var slet ikke koldt i nat.“ Det var en lille sejr, men den betød alt. Jeg havde lært, at man ikke skal være bange for at spørge om hjælp eller bruge penge på det rigtige grej. Det er ikke svagt at købe en god sovepose. Det er dumt at spare, når det handler om at holde sin familie varm.

Sådan vælger jeg nu udstyr til familieture

Jeg gør det på en enkel måde. Først kigger jeg på, hvad vejret bliver. Ikke en gennemsnitstemperatur, men den laveste, det kan blive. Så finder jeg udstyr, der er testet til den grænse. Jeg har prøvet at købe billige poser, der lover meget, men som ikke holder. De fleste af dem er lavet til sommerbrug, selvom de står med vintermærkning. Derfor spørger jeg altid i butikker eller på sider, hvor folk har prøvet tingene i praksis. Jeg vil hellere have en tungere sovepose, der virker, end en let en, der er kold. Det samme gælder tøj. Jeg bruger nu uld som nederste lag, selvom det koster mere. Det er ikke fedt at stå med en svedig bomuldstrøje, når man fryser.

Min søn og jeg har været på tre ture siden da. Vi har sovet under åben himmel, i sheltere og i telt. Hver gang har vi taget noget med hjem, som vi kunne gøre bedre. Sidst glemte vi en vandtæt pose til tændstikkerne. Det var træls, men ikke katastrofalt. Jeg har lært, at det ikke handler om at få det perfekte udstyr. Det handler om at have det udstyr, der passer til den tur, man tager. Og så handler det om at tage af sted igen, selvom første gang gik galt. For børn husker ikke kulden. De husker, at far var der og prøvede igen.